Nyhedsarkiv
School Challenge i Singapore
Aktiviteter for både gammel som ung

Den 28. oktober tilbragte medarbejdere fra Novo Nordisk Regional Office Far East (ROFE), Novo Nordisk Pharma Singapore og International Operations Clinical Development Centre (IOCDC) – alle med base i Singapore – en hel dag i TakeAction! s navn. Medarbejderne kom i kontakt med mere end 1.000 skolebørn, og der var også aktiviteter for ældre mennesker, der ikke har nogen familie. Således opsummerer John Knaggs og Ellen Tay dagens begivenheder:
Første stop: et kommunalt ældrecenter
Dagens program startede allerede kl. 8.30 – i strålende solskin. Alle medarbejdere, der skulle deltage i dagens aktiviteter, mødtes i lobbyen i kontorbygningen behørigt iklædt deres TakeAction!-T-shirts, og snart var vi på vej til Tao Payoh South Community Centre.
I alt 80 ældre, hvoraf nogle i kørestol, deltog i denne aktivitet, som var arrangeret i samarbejde med Martha Wong og Desmond Chee fra Xin Yuan Community Care. De to socialarbejdere står for koordineringen af opgaverne for en gruppe frivillige, der yder støtte til ældre, der bor alene i denne storby, hvor alt foregår i et rivende tempo. Da alle de ældre var ankommet, bød vores ROFE-direktør Gan Yian Cheng velkommen på kinesisk, da de fleste af de ældre ikke forstår engelsk.
Fysiske øvelser, quiz og sang
Vi startede med en opvarmningsøvelse under omhyggelig vejledning af TakeAction!-volontør Yvonne Yim. Selv fru Ah Chan på 93 udførte med stor entusiasme de forskellige bevægelser, som om hun ikke havde bestilt andet hele livet. Hun var kommet til Singapore fra Kina som lille pige og havde ingen familie i Singapore.
Derefter gav et andet medlem af TakeAction!-teamet, Kenneth Hsu, en 20 minutters præsentation af type 2-diabetes, herunder symptomer, hvordan ældre kan undgå at få diabetes, og hvordan de kan leve et sundt liv med type 2-diabetes. Efter denne præsentation var der en quiz om diabetes, som deltagerne besvarede ved stolt at råbe deres svar højt.
“Der er to typer diabetes!” “Ja, fedme kan øge risikoen for at få type 2-diabetes!” “Folk med diabetes skal passe på deres fødder!” Det var virkelig dejligt at se, hvor glade de blev, når de svarede rigtigt. De frivillige fra Novo Nordisk lærte også en lektie, nemlig hvor dejligt det er at sprede simple glæder.
Men det var ikke slut med morskaben endnu. Vi havde også forberedt en lodtrækning, fællessang, forskellige lege og karaoke, og tiden gik bare alt for hurtigt. Alle deltagerne modtog en taske med madvarer og andre fornødenheder, og de ældre var glade og tilfredse med det halvdagsprogram, vi havde forberedt for dem. Vi håber, at de vil tale om dette TakeAction!-arrangement i mange dage fremover. Ifølge Marhayu fra Novo Nordisk var det også en meget tilfredstillende oplevelse for volontørerne. “Ja, jeg føler, at jeg virkelig har gjort en god gerning i dag!” siger hun.
Næste stop: tilbage på skolebænken sammen med 1.200 børn
Kl. 11 om formiddagen forlod nogle af TakeAction!-volontørerne ældrecenteret for at mødes med 1.200 grundskoleelever på First Toa Payoh Primary School. Tan Tuang Kin, direktør for Novo Nordisk Pharma Singapore, og it-chef Michael Chua, var chauffører for os, og vi ankom, netop som eleverne samledes i den store hall. Mange var sikkert allerede i gang med at planlægge deres ferie efter skoleårets slutning. Eksaminerne var overstået, skolebøgerne var ude af syne – i hvert fald for et stykke tid – og foran lå flere ugers frihed til at more sig. Men hvad laver de mennesker fra Novo Nordisk her? Vi kunne se, at de var forbavsede over vores tilstedeværelse.
“Kære børn, vi har den glæde at have dr. Julius Vaz og hans kolleger fra Novo Nordisk her i dag for at fortælle os om diabetes,” sagde skolens kvindelige rektor til velkomst.
Historien om Matthew
Roy Chan fortalte historien om Matthew, der ligesom alle andre børn elsker at lege, men som også skal passe sin skole. En dag følte han sig pludselig syg, og han fik stillet diagnosen diabetes. Roy fortalte derefter om de symptomer, man skal være opmærksom på, og hvad man skal gøre og ikke gøre, men han slog også fast, at diabetes ikke gør én anderledes end andre mennesker.
“Har I nogen spørgsmål, kære børn?” spurgte Julius, da historien om Matthew var færdig, og en hel hær af små hænder røg i vejret.
“Kan diabetes helbredes?” “Er det smitsomt?” “Hvorfor får nogen diabetes?” “Hvad sker der, hvis man ikke tager sin medicin?” “Skal jeg have amputeret benet, hvis jeg får diabetes?” Det var spørgsmål, der ligeså godt kunne være stillet af voksne.
Håb for fremtiden
Børnenes ivrighed, uskyldighed og åbenlyse intelligens gav os alle noget at smile af. Vores håb for fremtiden ligger i deres hænder, men lige nu har vi brug for at gøre vores arbejde ordentligt, så de kan få et sundt liv. Måske vil en af disse kloge børn blive en del af vores Novo Nordisk-familie engang om 15 år.

