Nyhedsarkiv
4-årige i fuld fart
Der blev hoppet, danset, løbet og leget da Novo Nordisk i Kalundborg den 7. februar slog dørene op for den første af 10 motionsdage for 200 børnehavebørn i det lokale fritidscenter.
Ophavsmanden til TakeAction!-aktiviteten er Helle Nayberg, der er miljøkoordinator i Novo Nordisk. Hun havde ofte tænkt på, at det var fjollet, at fritidscenteret lå ubenyttet hen hver formiddag. Som mor til Alberte, der går i børnehave i Kalundborg, fik hun idéen til at børnehaverne fra området fik lov til at benytte hal-faciliteterne og derved hjælpe med at opfylde børnenes behov for fysisk aktivitet.
Studerende underviser
Arbejdsgruppen bag projektet, der består af frivillige medarbejdere, fik skabt et godt samarbejde med Slagelse Seminarium, som har bidraget med faglig ekspertise og undervisning. Det er studerende fra seminariet, som får brugt deres teori i praksis ved at instruere børnene i de fysiske aktiviteter og lege. Også Kalundborg kommune syntes projektet var en god idé, og de har blandt andet hjulpet med at få aktiveret et samarbejde med alle børnehaverne.
Tænk vildt!
Helle Radich Hoffmann, der arbejder med kommunikation i Novo Nordisk i Kalundborg, betegner projektet således: ”Der er lagt meget arbejde i at få dette projekt realiseret, men vi synes selv, det er et godt eksempel på, at man som medarbejder kan lave noget rigtigt stort til gavn for folkesundheden, hvis man tænker vildt nok! Og det har været både sjovt, udfordrende og givende at arbejde med dette projekt!”
Børnemotionsdagene løber over en periode på 3 måneder, med motion for de 4-årige børn i børnehaverne hver onsdag fra kl. 10-11.

