Print content area

Nyhedsarkiv

Skrivekonkurrence in Taiwan

National skrivekonkurrence på Verdensdiabetesdagen 2005


Mere end 2.000 børn gjorde SchoolChallenge-aktiviteterne i Taiwan til en kæmpe succes i anledning af Verdensdiabetesdagen 2005. En af aktiviteterne var en national skrivekonkurrence, hvor børn fra hele Taiwan blev opfordret til at skrive artikler om deres oplevelser med diabetes. De syv bedste bidrag blev offentliggjort i ’Children’s Daily News’, som er en børneavis med over 200.000 daglige læsere blandt Taiwans børn. Belønningen bestod desuden i et legat på 6.000 New Taiwan dollars, et diplom og et skateboard.
Herunder kan man læse en af de vindende artikler, skrevet af Chia-Yu Yeh, som går i 4. klasse og har type 1-diabetes.


Diabetes – min ven
Af Chia-Yu Yeh, 4. klasse på Xinyi grundskole i Taoyan.

Jeg har en særlig ven: Diabetes. Siden jeg var fem år gammel, har denne ven været uløseligt forbundet til mig. Jeg kan huske, at det var den fjerde dag i det kinesiske nytår det år, og alle fejrede glade nytårsfesten. Jeg opdagede pludselig, at jeg havde type 1-diabetes på grund af en grim forkølelse. Siden da har jeg skullet måle mit blodsukker og tage insulin hver eneste dag. Jeg skal også passe på, hvad jeg spiser og sørge for en passende mængde motion hver dag.

Denne nyhed kom som et tordenslag for mig. Jeg vidste ikke, hvorfor en ’kronisk sygdom’, som aldrig kunne helbredes, lige skulle ramme et barn som mig? Hvorfor kunne jeg ikke spise, lige hvad jeg ville, som andre mennesker? Jeg var virkelig ked af det og sørgede.

Men jeg vidste, at jeg var nødt til at acceptere kendsgerningen og møde den med tapperhed.

I denne verden kommer det sure med det søde; hvem ved, om det bliver lykke eller ulykke? Førhen spiste min familie ofte fastfood og usunde ting. Siden jeg blev syg, er min familie begyndt at opsøge og forstå mere om sundhed og kost, og vi har ligefrem ændret vores kostvaner. Hele familien fik noget godt ud af ulykken, og vi spiser sundt og naturligt.

Symptomerne på diabetes er, at man spiser, drikker og tisser rigtig meget. Derfor skal kosten indeholde mindre olie, mindre salt, mindre sukker og være alsidigt ernærende. Hvis jeg kan dyrke motion inden for en time, efter jeg har spist, vil mit blodsukker være mere stabilt, og min krop vil også have det bedre.
Hvis jeg spiser noget, jeg ikke burde spise, bliver mit blodsukker for højt. Jeg får ondt i maven, og jeg bliver sløv. Efter et stykke tid bliver jeg sulten. Det gør mig ulykkelig og sætter mig under stort pres.

Jeg føler, at diabetes er min nære ven. Hvis jeg respekterer den, vil den være god mod mig. Hvis jeg ignorerer den, vil den behandle mig skidt. Jeg skal bare passe på min kost, dyrke regelmæssig motion og tage medicin, så mit blodsukker bliver stabilt. Så vil der ikke komme andre komplikationer, og de mennesker, der holder af mig, behøver ikke at være bekymrede for mig.
Jeg håber, at de mennesker, som har diabetes, tappert kan se deres ven i øjnene.