Nyhedsarkiv
5B sikrede en sund fremtid
I forbindelse med Novo Nordisk videnskabsteaterturne, der fra januar til marts har besøgt 13 skoleklasser i Danmark, havde 5.B på Balsmoseskolen i Smørum besøg af Professor Jumpalot. Linda Iversen, der arbejder for Novo Nordisk i Måløv og hvis datter går i 5B, optrådte som Helse Hilda. Læs hendes beretning her:
Hvem kan stå for en mail med overskriften: ”School Challenge præsenterer: Videnskabsteater på turné! Ikke jeg. Så jeg måtte straks have min nysgerrighed styret. Det fik jeg så ikke helt ved at læse mailen og måtte derfor straks ringe til Karen Gemal, der stod for det, for at høre yderligere detaljer. Dette kun for at erfare, at alle spilledage var optaget. ØV! Men som bekendt er intet umuligt for den, som bærer vilje i hjertet :o) ….så i fællesskab Karen, Lopa de Vega,som er den teatergruppe der forestår stykket, og jeg fandt vi en anden dato. Ja, glæden var stor hos både mig og min datters 5. klasse, som skulle nyde godt af endnu et Novo Nordisk TakeAction!-arrangement.
5B som superforskere
28. februar 2007 kl. 07.00 mødtes jeg med Erik, som er 5B’s klasselærer på Balsmoseskolen i Smørum, for at forberede dagens event. Lidt forpustet kom Lopedevega-pigerne lidt senere ….Smørum er ikke lige det største punkt på landkortet, men de fandt os da. Der blev snittet rødkål, sat i blød i kogende vand og afbruset cola til diverse forsøg, børnene skulle igennem i løbet af dagen. I tre timer skulle de lave forsøg, spille teater og høre på historier.
Så gik det løs
Kl. 08.15 gik det løs. 5B ankom til ”Torvet”, som er skolens formidable teater-/samlingslokale. 5B er en meget livlig og aktiv klasse, og de er meget positive over for, hvad der måtte blive dem præsenteret. Således også denne dag. Rikke og Helena fra Vega de Lopa startede med at byde velkommen til videnskabsteatret. De startede historien op med et kort rids af, hvad det hele gik ud på. De præsenterede børnene for Mr. Jumpalot og Helse Hilda – i dette tilfælde MIG ... en detalje, jeg ikke lige var gjort bekendt med, og som jeg helt sikkert kommer til at lyde en rum tid fremover. Jeg har som forældrehjælp været så heldig ofte at være med 5B på tur og til alle mulige arrangementer. Så de kender mig, og jeg dem, særdeles godt. Det var en fryd for dem at have den på mig ;o>…men jeg kan bære det.
Efter børnene havde fået lidt opvarmning/afkrudtning iført kittel og briller, var de klar til at gå i gang. De skulle bl.a. puste i rødkålsafkog med sugerør for derigennem at se pH-værdien i deres udånding. Men to var helt forkert i farven og blev straks sikkerhedstjekket af Mr. Jumpalot og Helse Hilda for at sikre, at det ikke var nogle af Simon Sugermores robotter fra fremtiden, der var kommet for at spionere.
For sagen var den, at Mr. Jumpalot var rejst tilbage til nutiden fra år 2057 for at søge hjælp hos de fantastiske superforskere på Jumpstart Academy og høre, om de ikke kunne hjælpe med at ændre på fremtiden, der var kørt helt af sporet rent sundhedsmæssigt. Og det ville de kloge og gode forskere jo gerne. Lettelsen er derfor stor, da det viste sig at være en mindre fejl i forsøget, der havde givet det uheldige udslag, og at der derfor ingen fare var.
Jumpstart Academy
Dagen fortsatte med diverse forsøg. De tester sukkervand op imod cola for at finde ud af, hvor mange stk. sukker der egentlig er i en ½ l cola ... og det ikke så lidt, skal jeg hilse at sige.
De målte, hvor meget energi der skulle til at forbrænde henholdsvis et æble og en pose chips. Samt hvad deres hvilepuls og aktivpuls var via hoppe-, grine- og danseforsøg. Indimellem konkluderede de på de resultater, de opnåede og evaluerede i livligt forum, hvad de havde fundet ud af. Der var en herlig stemning hele forløbet igennem, og de tre timer gik alt for hurtigt.
Inden nogen vidste af det, var Mr. Jumpalot og Helse Hilda nødt til at nå tilbage til tidsmaskinen og rejse hjem til fremtiden i år 2057 og den frygtelige Simon Sugarmores regime for at tage kampen op mod den usunde levevis, der var skyld i, at levealderen var helt nede på 40 år, og hvor ingen var rigtig glade. De følte sig dog godt rustet med alle de gode råd og videnskabelige resultater, de kunne drage nytte af. Så de tog afsked med professorerne og rejste af sted gladere, end de havde været længe, fortrøstningsfulde og ved godt mod.
Mr. Jumpalot og Helse Hilda siger mange tak til Jumpstart Academys superforskere.
Evaluering
Klassen evaluerede bagefter dagens oplevelse, og flere kendte nogen, der havde sukkersyge, som jo bare er en af de livsstilssygdomme, man kan risikere ved alt for usund levevis. De syntes, det havde været en rigtig sjov og også lærerig dag. Den kunne vi godt arrangere nogle flere af, mente de. Og hvem ved, hvad fremtiden bringer?!
Jeg kan kun anbefale, at man forkæler sig selv med en sådan dag i børnenes univers og samtidig giver dem en herlig oplevelse. Der er mange muligheder, hvis man skulle fristes, og ideer kan bl.a. hentes på Novo Nordisks School Challenge-website. God fornøjelse med jeres børn :o)

